Four Tet
Der bliver spidset ører, når Kieran Hebden giver lyd fra sig. For med en musikalsk karriere ført fra mange fronter har det aldrig været kedeligt at følge den uregerlige englænders gøren og laden. Efter fire års albumpause fra soloprojektet Four Tet er det igen blevet tid til den luftige electronica, der altid har kendetegnet hans bedst kendte alias.
Forventningerne til Hebdens album er altid høje og har det med at blive indfriet, men denne gang er det som om, han har sat sig en opgave for, han har svært ved at følge helt til dørs. Ambitionen er at splejse den stoflige tilgang til elektronisk musik, som altid har været Four Tet adelsmærke, sammen med en mere kluborienteret en af slagsen. Et interessant projekt der desværre kun lykkes et stykke ad vejen.
Der lægges fremragende ud med uptempo-numrene ‘Angel Echoes’ og ‘Love Cry’, som med deres kombination af live-trommer, cuttede samples og tunge synths giver mindelser om Underworld i deres velmagtsdage og smider Four Tet en tur på dansegulvet. Et sted han åbenlyst føler sig godt hjemme.
Herfra falder niveauet en smule, dog med undtagelser som ‘This Unfolds’ der udvikler sig umærkeligt fra det dubbede til det dunkende. Men det er desværre ikke nok til at hive hele pladen op til den topkarakter, de bedste numre ville have givet, hvis de var blevet til en ep.