Massive Attack

Det lød som Massive Attacks svanesang dengang i 2003. Gruppens fjerde album ‘100th Window’ var middelmådigt, og Robert ‘3D’ Del Naja var det eneste oprindelige medlem. Der var tilsyneladende ikke mere kaffe på kanden hos Bristol-foretagendet, som op gennem 90’erne havde udsendt tre brillante, banebrydende album og spillet en central rolle i årtiets musikalske udviklingshistorie.

På den baggrund er briternes første album i syv år en glædelig overraskelse. Grant ‘Daddy G’ Marshall er tilbage i folden, og det samme er inspirationen åbenbart, for flere af numrene fremmaner samme rugende stemninger og sprukne, skyggefulde lydbilleder, som kendetegnede storhedstiden.

Marshalls tilbagevenden synes især at have gjort lyden varmere og mere organisk end forgængerens mekaniske og udpræget ‘hvide’ udtryk. Hiphop, soul, dub, rock og electronica glider atter sammen i en musik, som er både underspillet og detaljeret, og som ofte fæstner sig på indersiden af huden som en urovækkende kriblen.

Martina Topley-Bird, Guy Garvey fra Elbow og Tunde Adebimpe fra TV on the Radio er blandt flere gæstestemmer undervejs. Bedst er imidlertid den altid fortryllende Hope Sandoval, der hvisker sensuelt over et minimalt arrangement af piano og håndklap på ‘Paradise Circus’, og Damon Albarn, som synger sårbart og tryglende over nænsomme strengeanslag på ‘Saturday Come Slow’. Også den mangeårige samarbejdspartner Horace Andy overbeviser og lader sin vibrato skælve over forbrændte blæsere på ‘Girl I Love You’, som havde siddet fint på 1998-mesterværket ‘Mezzanine’.

Så højt niveau holder ‘Heligoland’ nu heller ikke hele vejen. Men mindre kan også gøre det på et album, som er bedre end forventet. Nok er pionerdagene ovre, men Massive Attack kan stadig trække mørk magi ud af deres efterhånden velprøvede virkemidler.

Massive Attack. 'Heligoland'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af