Spoon

Spoon har alle dage været et interessant bekendtskab. Til gengæld kan der ind imellem godt mangle noget udefinerbart gribende ved musikken. Lad os bare kalde det nerve. På bandets nyeste udspil ‘Transference’ er det lidt samme historie og så alligevel ikke. For her titter der faktisk ofte medrivende momenter frem, og Spoon virker generelt som et mere afslappet band. Legesygen har måske været større tidligere, men det har krampagtigheden også.

Det er stadig stiløvelser på højt plan, men jeg føler mig i høj grad også sparket i bollerne af musikken. Og for de uindviede kan vi lige understrege, at det er det, som rockmusik handler om. Især på albummets første halvdel spiller amerikanerne virkelig med de musikalske muskler, mens der går lidt mere tomgang i den hen mod slutningen. Spoon er stadigvæk et af de rockbands, der rocker mindst, men på den nye plade virker de mere ligeglade. Og det pynter. ‘Transference’ er lyden af et band, der i balance med at være i ubalance med sig selv.

Når Spoon er værst, lyder de som Wilco, når Jeff Tweedy er væk på ferie (læs: En masse musik uden retning), men i denne omgang er bandet sjældent værst. Faktisk er Spoon relativt tæt på topformen, og selv om jeg aldrig bliver decideret kæmpefan, er jeg nu alligevel ret glad for, at jeg har endnu en skive, jeg kan hive frem og lytte til, når den lyst melder sig.

Spoon. 'Transference'. Album. Anti/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af