Kashmir – fanget af fortiden

Tre udsolgte koncerter på et stort spillested i landets hovedstad. Kashmir kan stadig lave den rockmusik, som dansken gerne vil have og høre, og de formår at levere den. Men det er svært at komme uden om de flere håndfulde skæringer, der står som forskellige danske ungdomsgenerationers engelsksprogede nationalsange.

Derfor gjorde Kashmir nok klogt i at hive fællessange som ‘Aftermath’, ‘Miss You’ og ‘Vote 4 Dick Taid’ frem fra gemakkerne og med ind på Vega. Men det betød, at nye sange såsom ‘Intruder’ og ‘Spikes and Dents’ stod tilbage som ligegyldige pauser, der bare skulle overstås, inden næste Kashmir classic kunne strømme ud af højtalerne.

Med baseballkasketten på sned indleder Kasper Ejstrup koncerten med det nye hit ‘Mouth Full of Wasps’, der med det samme udløser klapsalver. Salver der fortsætter efter de følgende tre – gamle – Kashmir-numre, før end forsangeren endelig åbner sin smilende mund og takker den propfulde sal.

Herefter går det slag i slag, som det nærmest altid har gjort med Kashmir. Det skifter pænt mellem gamle numre, der får en fyr på balkonen til at gribe både luftguitar, lufttrommer og vokal på samme tid. Og så til de nye numre hvor han smider instrumenterne, læner sig tilbage og kysser med den nydelige unge dame ved sin side. Som altid trommer Asger monotont og stramt af sted, multiinstrumentalisten Henrik står roligt og skifter mellem sine instrumenter, mens Mads med bas laver sine små aggressive Flea-nik og vender sig fra en side til den anden.

Koncertens højdepunkt kommer, da en stor skaldet, bebrillet mand pludselig dukker op i scenens ene side med en guitar i hånden. Allan Schøneberg hedder manden, der normalt slår sine veludvoksede folder hos støjrockerne Kitty Wu. Sammen med to andre guitarer på scenen gør han mod slut boogie woogie-nummeret ‘She’s Made of Chalk’ til en skærende, borende støjduel, hvor han og Kasper Ejstrup skiftes til at vise evner på de klagende guitarer, for at slutte så brat og pludseligt som støjen er kommet. Og alt bliver mørkt.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af