Moto Boy

Den svenske sanger og sangskriver Oskar Humlebo eller Moto Boy, som han kalder sig, har selv produceret og indspillet ‘Lost in the Call’, som er en ret nedbarberet sag. Her er kun guitar, Humlebos egen stemme, i ny og næ lidt strygere plus en masse rumklang. Og det er en temmelig fesen omgang at lægge øre til.

Alle sangene på albummet handler om ulykkelig kærlighed og utilpassethed, og man kunne sige, at Moto Boy er en slags svensk pendant til Rufus Wainwright og Antony Hegarty (fra Antony and the Johnsons). Svenskerens offentlige persona er da også emo, komplet med læderjakke, lyserød læbestift og halvlangt kunstnerhår.

Humlebos fortid som kirkesanger fornægter sig heller ikke, og fra albummets første anslag bliver der sunget og spillet med stor patos og indlevelse. Problemet er, at albummet ikke har noget på hjerte. Moto Boys sange lyder fuldstændig ens, og hele miséren skæmmes af de dårlige tekster. Desuden er Humlebos engelsk ofte så mangelfuldt, at han bliver ufrivilligt komisk midt i al højstemtheden.

Moto Boy kunne have godt af at droppe selvhøjtideligheden og skrive nogle bedre sange. Sætninger som »I drink more than I sleep and I eat less than I sleep« og titler som ‘Early Grave’ og ‘The Heart Is a Rebel’ siger det meste.