Zola Jesus

Det virker misvisende, at Nika Danilova gemmer sit ansigt under tyktflydende chokoladesirup på coveret til Zola Jesus’ nye ep, da den i høj grad byder på et regulært maskefald for den 20-årige musiker. Hvor hun tidligere kæmpede for opmærksomheden mod en mur af susende guitarer og ekkobølger af rumklang i den massivt støjende lo-fi-produktion, får hun denne gang scenen for sig selv.

Over synthdrevne beats, der langsomt tager form, hylder hun kærligheden som et skrøbeligt værn mod den altid lurende ensomhed med en sådan intensitet, at det næsten giver kuldegysninger, når hun synger: »Don’t you worry / just rest your head / cause in the end of the night / we’ll be together again«.

I det hele taget er der en understrøm af hengivenhed og måske endda tilgivelse på ‘Stridulum’, der virker stærkest i al sin simplicitet på den hjerteskærende trøst ‘I Can’t Stand’, der er ep’ens bedste nummer.

Bevares, det er en til tider dyster og højstemt omgang, Zola Jesus leverer her, men det er samtidig også et rent og klart udtryk, der giver håb om fremtidige mutationer. Det bliver spændende at følge, om det næste skridt er at skrælle flere lag af eller bygge på – potentialet til mere er i hvert fald til stede.