Balkan Beat Box

Ej, hvor ville jeg egentlig gerne sige noget rigtig pænt om Balkan Beat Box. Da den farverige musikgøglertrup i 2005 forbavsede masserne med sit dengang forfriskende bud på en mindre udtrådt sti på poppens verdenskort, vakte det fortjent opmærksomhed, alene på grund af det mod og den originalitet debutalbummet sprudlede af. På ‘Blue Eyed Black Boy’ blandes alle de gamle arabiske, berberiske og flamenco-inspirerede ingredienser sammen endnu en gang, mens hiphoppen nu synes at have overtaget de tidligere elektroniske indslag.

Men det er desværre som om, at alle de fortrængte skønhedsfejl fra de foregående album har indhentet Balkan-newyorkerne: De umiskendelige klezmer-horn, hvis insisterende hyl tidligere føltes stemningsfulde, synes nu overgearet og enerverende (‘Move It’), den lette flirten med den iberiske sigøjnerkultur og latino-poprocken (‘Marcha De La Vida’) viser nu sin magtesløshed overfor mere dedikerede troubadourer inden for genren som Manu Chao. Ja, hele den grundlæggende præmis med at kombinere popelementer med alskens etniske instrumenter og inspirationer virker lige pludselig problematisk. For der bliver simpelthen stoppet så meget lyd ind i ørerne på lytteren, at man føler sig alt for både mæt og træt, når ballet endeligt afrundes.

Beatboksen er, nærmest beviseligt, et fortræffeligt liveband, hvor al deres charme og energi kan få frit løb. Men på album bliver de simpelthen nødt til at vælge, om det skal være Balkan eller Beat Box. Personligt ville jeg foretrække det første.