Diamanda Galás – ubegribeligt teatralsk

Arrangørerne fra artFREQ. gjorde meget ud af det, da Diamanda Galás kom forbi Marmorkirken. Det var vigtigt, fordi Galás stiller nogle temmelig besynderlige krav til sine arrangører, der for eksempel kun må servere hende sværdfisk, men til gengæld ikke må tale til hende i tre dage inden koncerten og i dette tilfælde måtte hente et koncertflygel i Leipzig, fordi det ikke var muligt at skaffe et tilfredsstillende flygel i Danmark.

Den højtidelige stemning og den fantastiske ramme Marmorkirken var om arrangementet, var imidlertid først og fremmest nødvendig for overhovedet at bære den kunst, Galás udøver. Den græsk-amerikanske performancekunstner og avantgarde-operasangers musik er i sig selv ubegribeligt teatralsk, og da hun selv stod der, i sin nedringede kjole og sit grønne hår, blev udtrykket endnu mere voldsomt. Der ligger et performance-element i galskaben, og mens det i de fleste andre settings havde været malplaceret, fungerede det her.

Kvaliteten af hendes musikalske udtryk var mindre konsekvent. Hun er verdenskendt for at mestre fire oktaver og for at kunne skrige de fleste en skræk i livet. Problemet er bare, at hendes virtuose udtryk hele tiden balancerer på grænsen af det geniale og det decideret rædselsfulde, og at det flere gange tippede mod det sidstnævnte. Modsat bød hun også på meget store, helt unikke øjeblikke. Så det var det en bemærkelsesværdig aften, der også bød på verdenspremieren på Lydia Lunch og Jacob Kirkegaards værk ‘Forget to Breathe’.