Keane

Når man låner albumtitel fra James Brown og Guns N’ Roses, må man være i besiddelse af en god portion selvtillid. Men ok, med tre album inden for vesten, der alle har indtaget førstepladsen på hjemlandets albumhitliste, har engelske Keane heller ikke de store grunde til at tvivle på sig selv. Det skulle da lige være fordi, gruppen med tiltagende styrke – og med rette – er blevet kritiseret for at blive mere og mere ligegyldig rent musikalsk.

Uanset om det er grunden, har frontmand Tim Rice-Oxley og hans to medsammensvorne åbenbart haft behov for at ryste posen forud for denne ep-udgivelse, der føjer otte nyskrevne numre til diskografien. For her iklæder briterne deres polerede poprock mere elektroniske klingende toner, samtidig med at to gæsterappere i form af japanske Tigarah og somalisk/canadiske K’naan er budt indenfor.

Derfor kan det også undre, at ’Night Train’ stort set lyder ligeså glaseret som dens albumforgængere. For jo, der er da kommet mere synth-sus i lydbilledet, men udover den nye produktionsstaffage klinger klaveret fuldstændig, som det plejer. Og når de to mc’er ikke rigtig leverer varen, er Keane dybest set slået tilbage til start, eksemplificeret ved den flødeskums-eksistensielle ‘Looking Back’, der bliver holdt oppe af standard-4/4-rytmer og vandkæmmede strygere med diskret reference til temaet fra ‘Rocky’-filmene. At den traditionelt skårne, ligefremt appellerende ‘Clear Skies’ står som ep’ens bedste nummer, siger en del om, hvor vellykket hamskiftet er.