Mike Patton

Mike Patton har altid været lidt af et løsgående missil – en frygtløs musikalsk ener der ikke alene går sine egne veje men heller aldrig er bange for at fare vild eller falde i et hul på vejen. Han har i sine utallige projekter og bands lavet musik inden for (og uden for) stort set alle genrer, og han har arbejdet sammen med alt fra hiphop-produceren Dan the Automator over islandske Björk til den japanske noise-konge Merzbow.

Nu har manden med de gyldne stemmebånd og den lettere vanvittige hjerne så med største selvfølgelighed kastet sig over en række italienske popklassikere, fra før verden gik af lave, og i selskab med et fuldt udstyret 30 mands orkester gør han på ‘Mondo Cane’ sit ypperste for at føje ‘King of Cool’ til sin allerede lange liste af kaldenavne.

Det lyder absurd, men det fungerer ganske fremragende, ikke mindst fordi Patton, som de store croonere formår at fortolke sangene og gøre dem til sine egne, hvilket i dette tilfælde vil sige at give dem den lille snert af vanvid og ironisk distance, der altid har været hans kendetegn. Og så skader det heller ikke, at han har lavet en række fremragende orkester-arrangementer, der mere end en enkelt gang påkalder sig den store italienske mester Ennio Morricones klassiske filmtemaer.

Der, hvor filmen en gang imellem knækker, er, når Patton simpelthen smører for tykt på og derfor ender i pastichens plasticgreb som på den elles utroligt smukke og intime ‘Scalinatella’, en sang som med lidt mindre selvbevidst rullen med tungen ville være gåsehudsfremkaldende, men som nu i stedet falder lidt til jorden. Men det ændrer ikke på, at ‘Mondo Cane’ i al sin anakronistiske særhed er et fantastisk album og et af de mest vellykkede projekter fra Mike Pattons hånd i de seneste år.