The Dead Weather

Lad mig bare slå det fast med det samme. Der er ikke sket meget nyt under den sorte sol, siden supergruppen med The White Stripes-frontmanden Jack White og The Kills-turbinen Alison Mosshart i front udsendte debuten ‘Horehound’ sidste sommer.

På opfølgeren ‘Sea of Cowards’ handler det stadig om at lyde som noget, katten har slæbt ind, og det er stadig den skødesløse bluesrock med blodskudte øjne og en desperat vokal, der præger lydbilledet. En hel masse form uden en helvedes masse indhold.

Selv om supergruppen oftest betegnes som Jack Whites sideprojekt, så er lyden på toeren stærkt domineret af Alison Mossharts vokal, og det er både godt og skidt. Hun lyder lidt for ofte som et skamskudt heksehyl, som for eksempel på den hysteriske ‘I’m Mad’, en ulidelig tour de force der virkelig skulle være blevet i øveren. Men Mosshart er og bliver nu engang branchens sejeste pulverheks, og hun er helt eminent på et nummer som ‘The Difference Between Us’, hvor hun råt og uden at skrige afslører en sårbarhed under sit ellers ofte voldsomt forcerede udtryk.

Det klæder generelt supergruppen at skrue lidt ned for den eksplosive energi og være lidt mere groovy som på ‘Gasoline’, hvor Whites hidsige guitar sidder lige i skabet. For selv om Jack White gør sit talent til skamme på den tåkrummende teatralske ‘Look at the Invisible Man’, så vidner albummets karakteristisk hvinende guitar konstant om, at ingen spiller møgbeskidt blues i dag som manden i hvidt.

Musikalsk set er der nemlig ingen slinger i dødsvalsen hos The Dead Weather. Men højdepunkterne er få, og flere af sangene drukner i en anonym sump. Der er guitarlir nok til de næste 50 år på denne ene plade, tro mig. Men med så kompetente kræfter bag, må man godt bede om noget mere. Så mere kød på de blodige ben næste gang, tak.