Il Tempo Gigante

Det er på en gang passende og lidt mærkeligt, at Il Tempo Gigante henter sit bandnavn fra en af de muligvis mest legesyge film i verden (stop/motion-tour de forcen ‘Bjergkøbing Grand Prix’, hvis du skulle være i tvivl).  For selv om man finder en nærmest synkron legelyst, så er stilen noget mere højt belagt.

Hvad vi her har fat i er et værk i god gammeldags forstand, hvor den ambitiøse bagmand Rolf Hansen (med hjælp fra musikere fra Under Byen, Le Fiasko og Tim Christensens band) har fokus på den sammenhængende lytteoplevelse, progression og afvekslende arrangementer. Fremført med store armbevægelser og en dødsforagtende idérigdom der ind imellem truer med at få skuden til at kæntre.

Dilemmaet er, at Il Tempo Gigante vil det hele. Fra varmblodige klarinet-triller og viltre cabaret-indspark, over støvet spaghetti-western-stemning og højstemt singer/songwriter til soundtrack-strygere og svimmel indiepop. Men faktisk fungerer det bedst, når Rolf Hansen rydder ud i de rigt ornamenterede arrangementer, holder det simpelt og undgår den lidt selvhøjtidelige højstemthed, der præger dele af albummet.

Stærkest står trioen ‘(As Seen From the Outside)’, ‘Lost Something Good’ og ‘Bluebird’ midtvejs på albummet. På de sprøde, skrøbelige og knitrende intime numre lyder Rolf Hansen som en mindre plaget fætter til Elliott Smith. Og det klæder ham gevaldigt.