Tokyo Police Club

Det er ganske selvsikkert at kalde sit nye album ‘Champ’, men det er ikke desto mindre, hvad Ontario-kvartetten Tokyo Police Club har valgt at kalde deres andet og nyeste udspil.

Efter utallige gennemlytninger er det dog desværre en smule svært at spotte det mesterlige i bandets sange, der langt hen ad vejen er en jævn omgang indierock, der for sjældent hæver sig over gennemsnittet. Bevares – bandet er skam ikke ueffent. Den langsomme åbner ‘Favorite Food’ tøffer hyggeligt derudaf drevet frem af sangeren Dave Monks’ sløve vokal for at ende i et eksplosivt og støjende coda. Det forsætter ligeledes fornemt på den energiske ‘Favorite Colour’, der med sine skarptskårne guitarer og sit iørefaldende omkvæd graver sommerstemningen grundigt frem.

Herefter begynder det desværre at blive lidt mere ujævnt. Bandet gentager sig selv utallige gange, og langt de fleste af albummets sange banker temmelig retningsløst derudaf i samme høje tempo for at ende uden nogen form for forløsning, som det for eksempel er tilfældet på den ellers catchy ‘End of a Spark’. Når tempoet så endelig sættes ned på ‘Hands Reversed’, ender bandet desværre med at miste lidt af deres melodiske brod. Variationen kommer for sjældent på visit på ‘Champ’, og man bliver temmelig hurtigt mættet på trods af, at Tokyo Police Club skam sagtens kan skrive gode og energiske sange.