Johnossi

Svenske Johnossi erstatter på tredje album forventningen om, at en tomandsopstilling på guitar og trommer kun kan spille smadret blues og rudimentær rock’n’roll med en væsentlig mere poleret, opulent og stadionrocket lyd.

Kudos for originaliteten, men det er i sagens natur en udfordring af de større at fylde skoene som en to-takts-udgave af Muse, The Killers eller Kings of Leon ud. Resultatet er desværre også, for nu at blive i det blågule, som en skinnende ny Volvo model herregårdsvogn ved siden af en Amazon med år på bagen: Sikker og strømlinet, men unægteligt også charmeforladt sammenlignet med det gamle vrag.

Samtidig er sangmaterialet chokerende underlødigt for makkerparret, der tidligere havde så fornemt greb om det slagfærdige og fængende. Pressemeddelelsen beretter om en bruttopøl på 200 sangskitser, som altså er destilleret ned til sølle ti flyvefærdige skæringer. Denne proces er ganske umærkelig i slutproduktet, og sangene fløjter ind gennem det ene øre og ud af det andet i al ubemærkethed.

Det er således små, enkeltstående momenter, der redder ‘Mavericks’ fra at være komplet spild af dyrebar lyttetid. Koret i refrænerne på ‘Sickness’. Den hæderlige ballade ‘Bed On Fire’. Titelnummerets indædte opbygning til et klimaks. Og så kan man selvfølgelig nyde Kim W. Anderssons seriøst lækre tegneserieartwork i omslaget. Men konklusionen er altså atter, at Johnossi burde sadle om og genopdage det, der gjorde deres debut så god. Intet af det, de har lavet siden, står mål med den.