Nas & Damian Marley – hjulpet til sejr
Blot to dage efter en veloverstået Roskilde Festival kunne man have frygtet, at det københavnske musikpublikum var mere end koncertmæt.
Ikke desto mindre var det et aldeles proppet og feststemt Store Vega, der mødte Nas og Damian Marley tirsdag aften. Og trods en helhjertet indsats fra begge d’herrer, band og en rastafari-flagbærende danser var aftenens helt store oplevelse det totalt dedikerede og mere end veloplagte publikum.
Indledningsvist var der ellers ikke meget at gå amok over. Nas’ medbragte dj lagde ud med et hiphop-classics-medley fra den store skuffe med floskler, der var længere end Damian Marleys rasta. Og da aftenens hovedpersoner omsider entrerede scenen, skulle rollerne også lige afstemmes imellem en råbe-rappende Nas og en noget mere afdæmpet Marley.
Men stille og roligt opstod en fin balance af hiphop og reggae, og settet blev klogeligt til en opdeling imellem fællesnumre fra kollaborationen ‘Distant Relatives’ og solonumre fra deres respektive bagkataloger.
Tingene faldt dog lige lovlig tungt ned på jorden igen, da Nas mente at befinde sig i Tyskland, hvilket ikke ligefrem var vækstfremmende for den efterhånden skyhøje stemning. Men så kunne aftenens uheldige helt da lige trække klassikerne ‘Street Dreams’ og ‘If I Ruled the World’ op ad lommen, og så var vi ellers tilbage på sporet.
Det indimellem småkedelige ‘Distant Relatives’-album viste sig at holde langt bedre live, og numre som ‘Leaders’, ‘Land of Promise’ og ‘Africa Must Wake Up’ foldede sig ud til hengiven fællessang, hvilket tydeligvis også imponerede og behagede alle på scenen.
Og når man så slutteligt kunne trumfe med farmands ‘Could You Be Loved’ og vække ekstatisk begejstring, ja så måtte selv den ellers noget fåmælte Damian Marley alligevel kapitulere overfor aftenens sande oplevelse, publikummet.
