Ra Ra Riot

Ra Ra Riot lyder som en bleg udgave af Vampire Weekend. Flinkeskole-indiepop uden kompositoriske overraskelser, kort sagt. Det er selvfølgelig en hård udmelding at lægge fra land med, men tager man sig tid til at gennemlytte amerikanernes andet album, er konklusionen klar.

Netop Vampire Weekend-parallellen er påfaldende, al den stund at weekendvampyrernes Rostam Batmanglij og Ra Ra Riot-forsanger Wes Miles sidste år sammen udsendte et auto-tunet r’n’b-album som duoen Discovery. Den syntesiske fløjls-croon-ekskursion har dog ikke farvet ‘The Orchard’ nævneværdigt. Tværtimod lægger Ra Ra Riot sig – ligesom på debuten ‘The Rhumb Line’ fra 2008 – lige lukt i indie-rillen med bredt orkestrerede arrangementer, melodisk afrundede sange og en generelt ret følsom attitude.

Albummet som sådan er tilforladeligt, vellydende, høfligt og nemt at indtage, men slagsiden er en underlig inderlig forsigtighed, der gennemsyrer de nydelige arrangementer og Miles’ kontrollerede fistel-sangforedrag, og som drukner gruppens ansatser til mindeværdige melodier. Og det resulterer i et alt for fersk, forsigtigt og anonymt udtryk, der skriger til himlen på en producer med modet til at konfronterer bandmedlemmerne med deres manglende vovemod. Hvilket tydeligvis ikke er lykkedes under indspilningerne af ‘The Orchard’. Og så ender man uundgåeligt med uskadelig metervare-indie af den allermest jævne og forglemmelige slags.