The Posies

The Posies har ikke travlt. ‘Blood/Candy’ er kun bandets andet album på et årti, og indspilningsplanen ligner mest en jordomrejse med stop i fem lande. Forklaringen er selvfølgelig delvis, at sangskrivermakkerparrets ene halvdel Ken Stringfellow i mellemtiden er flyttet til Frankrig og har fundet sammen med resterne af Briskeby i The Disciplines-projektet, ligesom resten af bandet er spredt ud over Guds eget kontinent.

Samlet igen er alt ved det gamle i moderskibet. Den røde powerpop-tråd – arvelinjen fra Beach Boys over Big Star – er stadig velforvaret hos The Posies. Sanghåndværket bæres i guldstol, og der er klemt imponerende mange ideer ind i hver skæring. Undertiden måske flere end de kan bære. ‘Licenses to Hide’ er en sang om at blive ældre, og den rivaliserer nærmest Queen-klassikeren ‘Bohemian Rhapsody’ i sit lagkage-pompøse snubleskrud.

Heldigvis er det sorte får knap så repræsentativt for albummets broderpart, som præges af velkendte sur/sød-blandinger af brandfarlige pophooks, rivske fuzzguitarer og lodret lækre vokalharmonier. ‘Plastic Paperbacks’, ‘Take Care of Yourself’ og ‘Notion 99’ er eksemplariske – og så umiddelbare og karakteristiske i Posies-regi at nybegyndere skal være stokdøve for at føle sig ekskluderet. Og så frisker det herligt op med en akustisk stamper som ‘Holiday Hours’ og ‘Cleopatra Street’s yin/yang-todelte struktur.

‘Frosting on the Beater’ er stadig en umatchet pubertær 90’er-klassiker, men ‘Blood/Candy’ er lidt af et MILF-album. Det kan sgu godt være, at det har en rynke hist og her, men helheden er stadig savlfremkaldende veldrejet.