Weezer

Forud for Weezers ottende albumudgivelse sås der tvivl om, hvorvidt titlen hylder Jorge Garcias rolle i serien ‘Lost’, som bandet hævder, eller om det, som bandmedlem Brian Bell kom til at røbe, snarere refererer til Hurley International, der angiveligt sponserede indspilningerne. Coveret fortæller et, mens tørre facts, om at ‘Hurley’ er optaget i – surprise, suprise – Hurleys californiske studier, og at bandet teamer op med det Nike-ejede tøjkonglomerat om en kollektion, er en anden historie.

Men at anklage et poprock-band, som i årevis udelukkende har jaget radiolyttere til trofævæggen, for at sælge ud er isvafler til eskimoer. Weezer er Weezer. Ingen overraskelser der, fraregnet sadelskiftet til et pladeselskab med solid poppunk-historik. Netop steroidepumpet poppunk er, hvad fanpleaser-åbneren ‘Memories’ byder på. Og kun den mildere ‘Unspoken’ afbryder én lang, larmende sangpølse fra den skuffe. Ind imellem motioneres smilebåndet dog også over hammerpubertære tekstsløjfer, som på ‘Where’s My Sex?’, der handler om sokker, men hvor alle instanser af subjektet erstattes af ‘sex’. Hø-hø.

I praksis kan ros og kritik fra sidste, ganske hæderlige album gentages, inklusive anbefalingen af at undgå deluxe-udgavens røvsyge bredside af bonusnummer-flæsk. Sangsnedkeriet er godkendt, men produktionen er en dealbreaker, som Weezer burde have undgået.
 
‘Hurley’ er selvfølgelig gearet til at fungere på møgradioer og billige mp3-afspillere. Forståeligt nok, men lydkomprimeringen har rent taget magten her, måske med undtagelsen af den demo-agtige lukker ‘Time Flies’. I længden er albummets dynamik-udrensede og ultrabombastiske Andrew W.K.-loudness følgeligt gennemført anstrengende at høre på.