Aeroplane

Wow! Det er ikke så lidt, belgiske Aeroplane får samplet ind af forskellige og usandsynlige genrebidder på deres debutalbum. Især når man primært forbinder Aeroplane med den disco, der har sneget sig ind over Europa fra den anden side af Atlanten.

Det i sig selv er rimelig interessant men går ud over albummets musikalske kvalitet. Og når de mange gimmicks består af passager med blandt andet glamrock og blues, er det svært ikke at rynke på næsen.

‘The Point of No Return’ lugter lummert af Queen (selv om der heldigvis ikke forsøges i at plagiere Freddie Mercurys stemme), og ‘Superstar’ sender tankerne til det skrækkelige 80’er-orkester Styx, mens ‘Good Riddance’ med sin blanding af blues og et let gemt four-to-the-floor-beat effektivt påfører lytteren ubehag. Og når nu titelnummeret rent faktisk er et pisse fedt nummer i gråzonen mellem indie, disco og electronica, virker det endnu mere mærkeligt, at Vito De Luca og Stephen Fasano forsøger sig ud i de førnævnte genrer.

Indrømmet, man trækker på smilebåndet over den diversitet, der kommer helt bag på én, men det forbliver en gimmick og giver ikke lyst til at høre albummet igen. Og man må konstatere, at Aeroplane ikke skiller sig ud fra alle de andre kunstnere, der har succes med at lave remixes, men som ikke formår at overføre formlen til albumformat.