Good Charlotte

Good Charlotte skejede ud på sidste album og havde indkøbt en imponerende bunke synthesizere for at ride med på bølgen af dance-punk og 80’er-revivalisme. Et kontroversielt move over for fanskaren, der havde taget dem til sig som poppunkede bannerførere, og en uigennemtænkt beslutning, som forærede anmeldere undskyldningen for at flå hovederne af et band, som førhen bare havde befundet sig i en udskældt genre.

Returen til de letbenede poppunk-rødder med dette udspil er derfor et velvalgt modtræk. Men ‘Cardiology’ er også et kvasi-konceptalbum, hvor alle skæringerne er ‘sange fra hjertet’, og her springer kæden så af. Joel Maddens beretninger om sin kuldsejlede romance med Hilary Duff og sit nuværende forhold med starletten Nicole Richie på ‘Sex on the Radio’ og ‘Silver Screen Romance’ er lyrisk tænderskærende vammelsøde, men, indrømmet, chokerende melodiske at lægge ører til.

Dog saboteres selv de mest fængende numre i den iøvrigt på coveret komplet ulæselige trackliste uopretteligt. Synderen er en typisk amerikansk, over-Pro-Toolet og formstøbt cykelhjelmsproduktion, hvor Maddens vokaler eksempelvis er så auto-tune-friserede, at han lyder som en støvsuger. Undtagelsen er albummets længste sang og oplagte radiobasker ‘Let the Music Play’, hvor punkguitarerne trumfer pænheden. Det er en lille juvel i en ellers uoverskuelig dynge lort.

Titelnummeret tager cheese-prisen. Her skal man trækkes med Madden, der bræger »Through ancient historyyy / And new technolooogyyy / Cardiolooogyyy, it’s a mystery« henover hjertedunken og imiterede åndedrætsmaskine-lyde. Det er så himmelråbende white trash-debilt, at selv Disney Channel-tweensegmentet, som bandet henvender sig til, burde slukke respiratoren og le hånligt. Stay safe, kids.