James Blunt

2 6

Kommercielt set var det ganske behændigt, at James Blunt i sin tid blev lanceret som forhenværende officer under de fredsbevarende britiske styrker i Kosovo, samtidig med at kæmpehittet ‘You’re Beautiful’ hærgede alverdens radiostationer. For dyneblødt som hans debutalbum ‘Back to Bedlam’ ellers fremstod, kunne det kvindelige kernesegment dermed forvisse sig om, at der rent faktisk lå en rigtig mand gemt inde i den ellers så følsomme og sårbare fyr.

Men her fem år og to album senere kan selv ikke de smarteste marketingstunts sløre, at Blunt ikke kun er et varmt og følsomt menneske, men også en ganske ufarlig og aldeles forudsigelig musiker. Jovist kan han skrive numre, hvor refrænet nagler sig fast til hjernebarken efter en enkelt gennemlytning. Men hvor kunne man til gengæld godt ønske sig, at ambitionerne rakte til lidt mere end endeløs softrock-radiorotation.

For sådan lyder ‘Some Kind of Trouble’ fra ende til anden. Som én lang og massiv spekulation i hvordan man får de mange monotone, primært klaver- og akustisk guitar-baserede ballader til at glide ned uden at udfordre bare det mindste. Produktioner så pæne og glatte, at man ikke skulle tro, at de var lavet af mennesker, omsvøber den sædvanligvis lillepige-melankolske vokal, som godt nok lyder stakkels, men af alle de forkerte grunde. For selvfølgelig får man da ondt af James Blunt, bare ikke over det han synger, men snarere over måden han gør det på: Spædt og variationsløst.

Kerneeksemplet er ‘Heart of Gold’, der ellers lugter lidt af Elton Johns ‘Rocket Man’ men så til gengæld savner alle de andre kvaliteter, der gav denne klassikerstatus. Nerve, autencitet og drama er bare ikke lige de varer, Blunt er mest leveringsdygtig i, hvilket den ferskt rockede ‘Turn Me on’ afslutningsvist også cementerer.

James Blunt. 'Some Kind of Trouble'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af