Pacific!

Narcissus er fortællingen om en mand, der blev så betaget af sin egen skønhed, at han forelskede sig i sin refleksion. Mens der voksede en hvid blomst ved flodbredden, hvor han til sidst blev til støv, er en noget mere farvestrålende planteart skudt frem af electropop duoen Pacific!s favntag med den græske myte.

Albummet er skabt til en ballet, og lad det være sagt med det samme: De to svenskere Daniel Högberg og Björn Synneby er i den grad i det teatralske hjørne. Det drypper af retrofuturistisk patos og drives frem af en kitsch så tyk, at muskuløse dansere i lyserøde tights nærmest springer ud af højtalerne. Over synth på triumftog, sværmende klokkespil og sart guitarklimpren genfortælles Narcissus’ skæbne – ofte ganske bogstaveligt – af højstemte vokaler, der stønner og sukker. Tænk Daft Punk, Jean Michel Jarre og slibrig eurodisco.

Er det sjovt? Ja, af og til. Det er svært ikke at trække på smilebåndet af de kækt overspændte tekster på især ’Ramble On’ og ’King of the Night’, hvor historiens pointer bøjes i fluorescerende neon, eller af ‘Venus Rising’ og ‘Narcissus’, der begge buldrer af en energi normalt kun forbeholdt kendingsmelodier til tegnefilm fra sen-80’erne.

Men den pyntesyge, næsten kvalmende sukkerlage af vellyd, albummet skvulper rundt i, bliver i længden for klistret. Den kan være tænkt som en kommentar til temaet, men ved hvert genhør ryger en flig af charmen og blotlægger til sidst et noget tomt album, der alt for ofte gentager sig selv og står og falder på, om lytteren er klar til at lege med mere end en enkelt gang.