John Grant
En letsindig folksang åbner. Svæver på bækkener og falsetkor, inden vores sanger lægger an til det, der venter: »I’ll trust him fearlessly/ I want him to be free«. Forløsningen er på vej, men først skal vi uddrive dæmoner. Med flamboyante kærlighedstekster, en poppet teatralskhed, en sprødt klingende vokal, melankolsk melodiske klaverstykker og til tider af en grusomt groovy Moog.
John Grant (tidligere the Czars) blev hevet ud af sit misbrug og sin selvmordsdrift og installeret i et studie af folkrockbandet Midlake. Resultatet er en af 2010’s mest personligt skårede albums. Det handler om at vågne op om morgenen, hvor noget bare ikke er rigtigt. Det handler om Jesus, der hader bøsserøve, som Grants repressivt kristne forældre påstod.
Midlake farver deres storladne, countryficerede pop nøje efter Grants tekster, og de skylder både Scott Walker og David Bowie en del men peger også 100 år tilbage. På ‘Silver Platter Club’ kiles sarkasmen ind i en jovialt svingende ragtime og gør derved sjælerenselsen vedkommende: »I’m sorry that they didn’t hand it to me / On a silver platter like they did to you / I’m sorry that I wasn’t able to become / The man you think I should aspire to.«
Til tider bliver det demonstrativt kækt og klægt. Men Grant lyder hele tiden uhyre veloplagt. Vi slutter i klimaks med stamp i jorden som »Why don’t you take it out on somebody else?« Og med glimt i øjet, og til lytterens lettelse, slipper Grant fri. Som uovervindelig: »Who knows, maybe you’ll get to be the next queen of Denmark?« Tja, hvorfor ikke?