Smith Westerns

Chicago-bysbørnene i Smith Westerns har kylet den bumsede øvelokale-larme-charme fra debuten på porten og giver den på toeren som et slæng tilbagelænede, men velsoignerede Beatles-disciple, hvis yppersteguitarpræst tillige flirter med glamrock og har draperet sine hvinende melodilinjer i fjerboaer af fuzzpedal.

Det er lyden af en flok fortabte sønner, der vender hjem og kryber til korset. Ligesom salig Jay Reatard og Wavves, der begge også først smed lo-fi-paraderne på senere album, er Smith Westerns nu sprunget ud. Åbneren og singlebraget ‘Weekend’ udstiller drengenes værd. Det er ubekymret slackerpop i glamgevandter, og det indeholder ‘catchiness’ i stærkt nok koncentrat til at brødføde dusinvis af småfisk i sangskrivernes verdenshave i ugevis.

Så højt går bølgerne ikke helt på resten af albummet, men det er indiskutabelt nogle slidstærke sange, Omori-brødrene sammen med deres bandkumpaner har begået. Fortsætter de sådan, ender de som pejlemærker for kommende generationers guitarfikserede ungersvende. Bandet kan ikke engang købe deres egne drinks endnu, men formår man at skære et album af så høj klasse i så ung en alder, tegner fremtiden lys.

Spil det for din søster. Spil det for din far. Hun vil falde for Cullen Omoris flirtende, luftige vokaler, mens han tænder op i piben og mindes ungdommen. Og du kan selv glædes over at have opdaget et uspoleret band med et meloditække og en umiddelbarhed, der ganske vist undertiden kammer over i det harmløse, men aldrig nok til at forrykke den helstøbte albumfornemmelse.