Agnes Obel på Copenhagen Jazzhouse – en indadvendt sangskrivers tryghedsnarkomani

Det hele begynder med rislende klaveranslag. Bølgende og yndefuldt eksekverede, men også lige lovligt pyntesyge. Indimellem stryges en cello. Klangen er grædende, multi-melankolsk, men på samme tid også underlig hul. Efter halvandet minut er det overstået. Sangerinden kigger op fra sit flygel. Yndig og charmerende, men også rødmende og genert.

Ja, modsætningerne trives i stor stil denne mandag aften, hvor Agnes Obel netop er gået på scenen sammen med sit tyske sidekick, cellisten Anna Müller, til den anden af i alt tre koncerter i et udsolgt Copenhagen Jazzhouse. De er begge fuldt koncentrerede og sidder foroverbøjet over deres instrumenter – indædt, hårdt kæmpende, fortabt i en musikalsk egenverden.

Hver en tone gælder liv eller død, fornemmer man. En tilgang til koncertformen som er mere kammerkoncert end rockkoncert, og som i store dele af aftenens show underminerer de fine sangskriver-intentioner, der er så smukt tilstedeværende på debutalbummet ‘Philharmonics’. De udvandes simpelthen, mister nærvær, emotion og degraderes i for høj grad til simpelt lydtapet.

Og det er en skam. For talentmassen, ja egenarten lyser momentvis ud af Agnes Obel. Klaverspillet er sublimt, klangfuldt og stemningsmættet som bare pokker. Vokalen er udtryksfyld og skønsyngende uden at blive ovenud liret. Og ja, så er hun som hevet ud af en stolt kvindelig, sangskrivertradition med anstrøg af eventyrlige drømmere som Kate Bush. Også i aften hvor der minsandten også trækkes tråde tilbage til klassiske komponister som Satie og Debussy.

Men på hjørnescenen i kælderetagen forstummer Obels kunstneriske fortrin alt for ofte i skyhed, partiturhensyn og mild sceneskræk. Det går stærkt ud over interaktionen mellem udøver og publikum. Og den er vigtig en aften som i aften, hvor følelser skal formidles frem for at blive gemt væk bag en indadvendt sangskrivers tryghedsnarkomani.

Koncert.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af