Iron & Wine – trapezartist med genfortolkningssyge
»Please remember me happily« sang den skæggede Sam Beam i en strofe i den tindrende smukke ‘The Trapez Swinger’, der satte punktum for Iron & Wines koncert søndag aften. Men det var dog lidt svært ikke at gå fra Vega med blandede minder oven på en koncert, der ikke helt ydede Beams ellers fornemme bagkatalog fuld retfærdighed.
Med den flotte og intime afslutning reddede Sam Beam og hans backingband lidt af æren, efter at publikum forinden måtte tygge sig igennem halvanden times koncert, hvor aktørerne på scenen gang på gang kastede sig ud i småsyrede nyfortolkninger af de ellers så fine små sange, med blandede resultater til følge.
Al respekt for at Beam ikke længere ønsker at blive smidt i folk-kassen, men når saxofonisten stod og Moonjammede den ud over tidligere ellers så genialt spartansk orkestrerede folkperler som ‘Love and Some Verses’ og ‘Free Until the Cut Me Down’, var der dømt stillestående syrebad i frit fald, som den ensomme trapezartist der senere så fornemt blev besunget i det suveræne afslutningsnummer.
Lidt bedre stod det til på nyere numre som ‘Monkey’s Uptown’ og ‘Rabbit Will Run’, hvor balancen mellem det intime og legesygen blev holdt i kortere snor, og bandets øgede kontrol fik givet sangene vinger, så de kunne flakse ud over scenen og blive sjove for os andre i salen, der ikke stod og jammede løs.
