Talib Kweli

Talib Kweli er socialbevidst rapper i betegnelsens ypperste forstand. Det sætter han en fed streg under med sit fjerde album, som samtidig fuldender en cirkel i newyorkerens karriereforløb. For første gang siden sin solo- og Reflection Eternal-debut udgiver han nemlig et album uden om et større pladeselskab, hvilket tidligere har præget og ofte tynget hans udgivelser. Men Kweli har denne gang ikke skulle tage hensyn til andet end sine egne musikalske ønsker og kunstneriske lyster.

Den socialbevidste linje trækkes klart op gennem hele albummet, der også hænger bedre sammen stemningsmæssigt og i sin lyd. Talib Kweli synes således at have et klart defineret mål med albummet, dets budskaber og udtryk. Det kan sågar aflæses i titlen, der refererer til hvordan affald, olie og vand i rendestenene i det rette lys reflekterede en regnbue i Kwelis barneøjne, da han voksede op i Brooklyn. Symbolikken er selvfølgelig udtalt i hans rim, som konstant forsøger at finde og fremhæve det smukke i det grimme, det positive i det negative, regnbuen i rendestenen.

Med titelnummeret tager Talib tangentstokken og tegner lyriske billeder over en opskruet og symfonisk opbygget rytmebund, mens mantraet slås fast: »It’s the voice of the voiceless / Hope of the hopeless«. På den melankolsk drevne ‘So Low’ finder han netop holdepunkter i det håbløse, inden han på den køligt klingende, men alligevel soulede ‘Cold Rain’ forsikrer, at varmen vender tilbage, og at både verden som samfund og hiphop som musikalsk genre vil vende krisen.

Tekstligt og teknisk beviser Talib Kweli sine evner, men der er enkelte skønhedspletter, hvor produktionerne bliver for luftige eller præmisserne for letkøbte. Det kan dog ikke fjerne billedet af et album og en motivation, der markerer en streg i sandet hos en af genrens mest talentfulde rappere.