The Dirtbombs

Man kan ikke rigtigt klandre The Dirtbombs for at forsøge at repetere en succes. I 2001 avlede de umage garagepunkere fra Detroit det, der for indviede skulle vise sig som både årtiets coveralbum og ubestridt sejeste festplade, mesterværket ‘Ultraglide in Black’. Det var mestendels kulsorte soul- og funknumre, der stod for skud dengang, mens ‘Party Store’ består af en samling hjemlige Detroit-techno-klassikere kørt gennem bandets storlarmende og titaniumnossebehængte skærveknuser.

I den mindre defekte ende af spektret blævrer de to Cybotron-covernumre ‘Alleys of Your Mind’ og ‘Cosmic Cars’ sgu meget fedt og ingeniør-funky derudaf. Mick Collins’ rå soulbrøl ryger her helt i morsomt og monotont messende Robocop-mode. Med bandets take på Kevin Saundersons vokalstærke ‘Good Life’ får hans gyldne stemmebånd endda lov til at folde sig helt ud. Det hører desværre til sjældenhederne på albummet, som omvendt også mønstrer en hypnotisk oscillerende version af DJ Rolandos lille instrumentale genistreg ‘Knights of the Jaguar’.

Så springer kæden til gengæld også af. En vrælende, nærmest atonal og modbydeligt ensformig udgave af Derrick Mays ellers blidt pumpende proto-house-hit ‘Strings of Life’ overgås kun i tænderskærende dysfunktion af 21 minutters desperate, krampagtige og rigor mortis-plagede forsøg på at gøre Carl Craig kunsten efter med hans ekspedition ud i jazzland på ‘Bug in the Bass Bin’. Craig himself er med på synth. Ubegribeligt.

Kudos til Collins for at anføre et på den gode måde uforudsigeligt slæng, hvis album aldrig lyder ens, men resultatet er denne gang utroligt ujævnt, trods en spændende præmis.

The Dirtbombs. 'Party Store'. Album. In the Red.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af