Britney Spears

Med 2007’s ‘Blackout’ og ‘Circus’ fra 2008 sled Britney Spears sig tilbage i det gode popselskab med både melodisk pondus og et skarpt blik på offentlighedens udpenslende fremstilling af hendes ‘rise and fall’. En kombination der genindsatte hende som ikonografisk galionsfigur i toppen af den musikalske fødekæde – men nu med et skær af dyrekøbte erfaringer fra at have levet mere end halvdelen af sit liv i rampelyset. Resultatet var mainstreampop med tilpas meget kant og hjerne til, at man også kunne holde ud at høre det, når man ikke var på klub.

I forhold til de to comebackskiver hopper Britney Spears på sit nye album helt over i den anden grøft. Væk er de tvetydige beskrivelser af den gensidige afhængighed mellem popstjerne og sladderpresse, og i stedet er der dømt endimensionel fokus på druk, dans og drenge – komplet med hysterisk ensporet lyrik med konstante sex-henvisninger og påtaget pågående attitude. Sorry Britney, sex handler ikke (udelukkende) om at flashe alle sine goder i fjæset på den udkårne.

Som akkompagnement for eskapaderne har popdronningen valgt en 90’er-nostalgisk dance-inspiration, og meget passende placeret en af genrens oprindelige primus motorer Max Martin (der i øvrigt også stod bag Britneys gennembrudshit ‘…Baby One More Time’) i førersædet. Han giver den fuld skrald med syntetiske lydeffekter og højglanspoleret produktion med hovedpersonens vokal destilleret til ukendelighed med auto-tune og anden digital maskering, men desværre helt uden det moderne twist der lagde grobund for Robyns kommercielle og kunstneriske succes sidste år.

Resultatet er et monotont album, der sander til i bedagede studietricks, forceret korporlighed og værst af alt: En udtalt mangel på hits. Og det er sgu ærgerligt, når nu Britney tidligere har givet os så mange store popstunder.