L.O.C.

Man skulle ellers tro, at han havde alt mulig grund til at være en glad mand. Set udefra kører det i hvert fald for landets bedst sælgende og mest feterede rapper. Men L.O.C. svælger stadig rundt i sit sinds sorte afkroge på sit femte soloalbum ‘Libertiner’, som ifølge levemanden selv tager udgangspunkt i, at selvdestruktiv er det nye glad.

Den præmis kan man diskutere, men den er svær at ignorere, når først åbningstracket ‘Flamboyant’s monotone og mørke toner har lagt linjen. Her udgør skurrende synths, kolde klangflader, sitrende strygere og enkelte trommeslag en dyster bund for Liam O’Connors stønnende klagesang om kærligheden: »Tiltrukket af flammen, og nu handler alt om den / Så lad os glemme det sammen, så det kan gå galt igen«. Herfra går selvdestruktiviteten sin sejrsgang over den tungt slæbende og selv-sadistiske ‘Vågen’, den energiske og egocentrerede single ‘Ung for evigt’, den gungrende og (sex)grådige ‘Min parafili’ og den beat-tunge bredside til branchen på ‘Når jeg har jer’.

Tekstmæssigt er det ærligt og ængsteligt i stil med den fremragende forgænger, 2008-dobbeltalbummet ‘Melancolia/XxxCouture’, men uden at L.O.C. rammer samme raffinerede og reflekterende rille. Tværtimod lugter det mere af navlepillende selvmedlidenhed og en klynkende superstar, som også til tider tager den karakteristisk drevne og dragende dekadence ud på et overdrev.

Produktionerne stemmer i med samme syntetisk clubbede og elektrorockende sound, som også gennemsyrede Selvmord-projektet. Og selv om det understøtter den sørgmodige stemning, så understreger det også, at L.O.C.’s selvdestruktive stil så småt lyder mere som et selvudslettende selvmål end smuk smerte.