Architecture in Helsinki – stram romantikerpop
Med fem kvarters stram legetøjs-popfunk hev Architecture in Helsinki tirsdag aften sejren i hus foran et veloplagt publikum.
Dansegulvet mellem publikum og scenekant blev hurtigt fyldt op med danselystne romantikere, da de seks australiere med tilbagelænet og uprætentiøst gemyt indtog scenen og prompte åbnede festen kl. 22 sharp.
Koncerten var en velorkestreret tour de force i munter indiepop. De zigzaggede sikkert mellem pompøs cornyness, iørefaldende synthmelodier og adræt rytmeguitar. Alt sammen mobiliseret af et velsmurt rytmemaskineri. Det er hverken stor sangskriverkunst eller udpræget originalt, men det er fandens effektivt. Især imponerende var måden, alle medlemmerne med stor overbevisning byttede instrumenter og sangtjanser mellem hvert eneste nummer. Trumfkortet var uden tvivl, da den kvindelige forsanger Kellie Sutherland for en stund greb elguitaren til en kort solo til alles store begejstring.
Omkring halvvejs var alle godt varme, og publikums lidt tilbageholdne men engagerede vuggen var forvandlet til regulær festdans, alt imens australierne professionelt udfoldede deres bundsolide pop-extravaganza. Særligt den ko-klokkende ‘Do the Whirlwind’ og den lystige ‘Heart It Races’ fik folk op på dupperne, og smilene blev for alvor forseglet med bandets kiksede simultandans under den hyper-funky liveversion af ‘That Beep’.
Festen sluttede efter en skarpt eksekveret version af den aktuelle førstesingle ‘Contact High’. Heldigvis kom bandet tilbage til tre numres encore som følge af velfortjent gulvstampende applaus. Et af ekstranumrene var 90’er-klassikeren fra London Beat, ‘I’ve Been Thinking About You’, som var helt komplet med call and respons-interaktion og barnlig hoppedans.
Architecture in Helsinki er ikke for fine til gamle tricks, og de er tydeligvis fuldstændig ligeglade med klicheer og regler. De tror overbevisende på deres materiale, og det var netop denne grundlæggende selvsikkerhed, der gjorde tirsdag aften til en uhyre dejlig én af slagsen.
