Deerhoof – avantgardens bannerførere

»Jah ælska Thulebasen, jah ælska Arhus«. Mere skal der faktisk ikke til for at få et dansk koncertpublikum op i omdrejninger ud på de små timer af en succesfuld aften i poprevolutionens tegn. Ordene kom fra Deerhoofs barfodede Greg Saunier fra hans plads bag trommerne, hvor han fra første anslag af bandets koncert agerede manisk indpisker med sit jazzede trommespil.

Fire på stribe indfandt den excentriske kvartet sig på scenen og gav en guidet tur rundt i bandets bagkatalog af avantgardepop og -rock, og med stor vægt på pladerne ‘Offend Maggie’ og ‘Friend Opportunity’ kunne publikum glæde sig over genhør med ‘Dummy Discards a Heart’, ‘Giga Dance’ og ‘Fresh Born’. Numrene blev foldet ud i hårdtslående støjrockudgaver med de to dissonante guitarførere midt på scenen som omdrejningspunkt, mens den halvanden meter høje forsanger Satomi Matsuzaki forførte publikum med sin lillepigesang.

Det hele var forbavsende uprætentiøst, og mens Matsuzaki smed kitschede håndtegn og forsøgte at danse, gav de to guitarister opvisning i rockpositurer. Deerhoof var generelt komiske at se på, og selv forstærkerne bag bandet stod skævt, som for at understrege en pointe om at ‘det her band er fandeme underligt’. Deerhoof er underlige. Men med deres avantgardistiske udskejelser på scenen kunne de næppe komplimentere musikken bedre.

Ovenpå de mange eksperimenterende passager og lange jamsessions savnede man at høre lidt mere til det harmoniske Deerhoof – det band som kan være ligeså dyb og varm, som det kan være hæsblæsende, komisk og fandenivoldsk. På den trommeløse ‘O’Malley, Former Underdog’ kiggede det frem, og det var smukt.