Battles

Mange fans har ventet det nye Battles album med skepsis, efter Tyondai Braxton forlod bandet sidste sommer. Det gav næsten sig selv, at fraværet af den karismatiske frontmand ville betyde et ganske anderledes Battles. Resterne tæller på den anden side stadig så prominente navne, at skepsissen kunne syntes overdrevet, men med udgivelsen af ‘Gloss Drop’ viser den sig desværre at have været berettiget.

De tre tilbageværende medlemmer har ellers gjort deres for at fylde tomrummet, og endda fået folk som Gary Numan, Blonde Redheads Kazu Makino, den tysk-chilenske pop house-crooner Mathias Aguayo og Boredoms-frontmanden Yamantaka Eye til at synge på hver deres nummer. Det er gode valg, men det virker også som en lidt nem løsningen og et forsøg på at få andre til at komme med den karisma og de gode idéer, man ikke selv havde.

På mange måder er Battles ellers stadig Battles. Kombinationen af den semielektroniske rockinstrumentering, de gennemkomponerede mathrock-strukturer og den helt vildt bombastiske produktion kunne ikke have været andres, men den har mistet sin uforudsigelige vildskab. I stedet prøver bandet med et langt mere umiddelbart og poppet udtryk, hvor en række små melodirepetitioner er i centrum. De fleste af dem er såmænd fine, men man savner de overraskelser, der gjorde forskellen og for alvor gjorde Battles til Battles. Og uden dem bliver deres bombastiske kombination af pop og mathrock mere påtrængende, end den, selv når folk som Numan og Eye hjælper, kan bære.