Mona

Det hele begynder med et ringlende guitartema. Storladent eksekveret, indhyllet i tyk rumklang, men desværre også hult klingende. Så indtræffer et pludseligt trommenedslag, hvorefter forsangeren overtager lydbilledet med en ubærlig, gennemhysterisk stemmeføring. »Come like cloak and dagger / show me the madness in your stance / vicious, vicious clover / I’m just trying to understand«, synges der, alt imens fræsende guitarer og stort anlagte baggrundsvokaler kun lægger yderligere alen til effektjageriet.

Lad os bare slå det fast med det samme: amerikanske Mona er ulideligt selvhøjtidelige, ja decideret kvalmende på deres selvbetitlede debutalbum, hvor rockistisk sjæleudkrængning er lig med overdimensioneret patos. Og musikken? Well, den er bestemt fermt produceret takket være et monstrøst mixarbejde af amerikanske Rich Costey, der også tidligere har haft fingrene i pompøse rockbands som Mew og Glasvegas.

Men lige i Monas tilfælde kan selv ikke en toptunet stjerneproducer redde de mange ubehagelige fejlgreb. Dertil er den musikalske kvalitet simpelthen for ringe. Bedst eksemplificeret i de svulstige og klichéfyldte arrangementer, men så sandelig også i de gennemgående kluntede og umodne forsøg på en poetisk, helstøbt tekstskrivning. Dyrk blot linjer som »Lines in the sand / take a muddy man« eller »I know the morning is calling for alibi / let the night be your cover from time to time«.

Monas debutalbum er kort og godt et sindssygt anstrengende bekendtskab og et uantasteligt bevis på, hvor let følelser kan voldtages i rockregi. En regulær neder. Så er det sagt.