Grinderman – old school primal hulemandsrock
Det var lidt som at gå i teateret. Både frontmanden Nick Cave og resten af Grinderman besad alle de mest old school rock’n’roll-karaktertræk i så rigelige mål, at det på papiret ville have lignet resultatet af et for udpenslet manuskript. Alligevel virkede det aldrig for alvor som skuespil. Nok er deres bluesede garagerock karikeret, men den har en personlighed, der distancerer den fra de designede rockstjerner, der måske nok betjener sig af de samme virkemidler, men mangler Grindermans urkraft.
Således var det et udsædvanligt veloplagt band, der hærgede Vega med primal hulemandsrock. Martin Casey og Jim Sclavunos holdt sammen på det hele på bas og trommer, mens Caves langskæggede sidekick, Warren Ellis, knaldede helt ud på guitar og distorted violin og lignede og lød som en, der udlevede et besynderligt, men næsten orgasmisk trip.
Cave selv vekslede mellem at springe selvsikkert rundt på scenen og hænge udover dens kant, for at skrige sine intense sange direkte i ansigterne på de forreste.
Kontakten mellem band og publikum var overvældende, og de historiefortællende sange blev leveret med en vanvittig pondus. Kombinationen af showmanship, ekvilibristisk sammenspil, fremragende tekster og rå, uslebne riffs oplever man sjældent mere overvældende. Og så er og bliver Caves rockstjernecirkus noget for sig, når han nonchalant smider mikrofoner og instrumenter fra sig, for at lade en hær af roadies spæne rundt og samle dem op, som havde de været bolddrenge på en tennisbane. De færreste var sluppet godt fra det, men Cave gjorde det som sædvanligt.
