J Mascis – en god koger

I 90’erne jokede NME med, at man aldrig skulle stille op i en konkurrence i pot-rygning med J Mascis, fordi man uundgåeligt vil komme tabende ud af kampen. Ophavet til sådanne udsagn blev afsløret denne lune sommeraften på Voxhall, hvor jeg bevidnede en virkelig koger af en stenet koncert.

Igennem tre årtier har Mascis efterhånden opnået ikonstatus som en grand ol’ man of independent music, og i min bog er det fortjent. De gamle Dinosaur Jr.-album tjente som soundtrack til mine teenageår, og er stadig noget af det fineste, jeg kender.

I forlængelse af sit aktuelle solo-album, det helt akustiske ‘Several Shades of Why’, optræder Mascis helt alene denne aften. Siddende på en stol, som Mascis ikke viger fra, førend det er tid til ekstranumre, åbner han overraskende jovialt med ‘Thumb’ fra 1991-albummet ‘Green Mind’. Hvad der følger er en blanding af sange fra det nye album, ældre sange som ‘Little Fury Things’ og ‘Get Me’ og et enkelt cover af Edie Brickells ‘Circle’.

Med inspiration fra en guitarist som Richard Thompson spiller Mascis nærmest rytme og lead guitar på én gang. Det giver en fyldig lyd, og den skrøbeligt udsatte karakter, som kan kendetegne akustiske guitarkoncerter, er ikke at spore. Efter en fantastisk første halvdel begynder Mascis at ty til sit trademark, de gennem pedaler forvrængede uendelige soloer. Her forsvinder Mascis lidt ind i sin egen verden. Noget der kendetegner koncerten som helhed. Det er en koger. Men en god koger.