Dom

80’er-cheesy og synthdrivende popmusik. Det føler musikere tydeligvis ikke, at vi kan få nok af, men syndfloden er da også helt tilgivelig, så længe musikken er god – og det er Doms, og deres balancegang imellem chillwave og lo-fi surf rock, heldigvis.

Nasal og forceret sang og lyrik som »time to get narly / happy birthday / party, party / come on everybody« i ‘Happy Birthday Party’ er jo ellers i og for sig pisse åndssvagt, men en uprætentiøs imødekommenhed og et killer synthriff gør alligevel skæringen uimodståelig. Og uimodståeligheden gør sig generelt gældende på de fem numre og seksten tågede og solbeskinnede minutter, ‘Family of Love’ byder på.

Helt over gevind går det på ep’ens sidste to minutter ‘Some Boys’, hvor den kvindelige gæstevokalist Emma får banket indiecuteness-barometeret helt i top, når hun lidt sukkende synger om, hvordan drenge ikke vil andet end bare at bolle, mens et herligt slackende og jangly guitarriff svæver rumsterende rundt i baggrunden.

Foruden de to ovenstående sange er det ‘Damn’, der springer i ørene, med sit insisterende guitarriff, og en heftig flirt med 00’ernes garagerockbølge, samt den ekstremt corny ‘Telephone’ om et patetisk telefonopkald til én, man kan lide, og et tilhørende sample af de tal, man nervøst trykker på. Jo, Dom er 80’er-cheesy pop, så det driver, men det virker.