Lil B

Det er hårde tider for den politiske rapscene: Alt imens gamle bannerførere som Public Enemy er reduceret til selvfinansierede albumudgivelser, mistede det sorte Amerika tidligere på året én af sine allerstørste kunstneriske stemmer i Gil Scott-Heron.

Lil B gør forsøget på at samle den samfundsrevsende fakkel op fra, hvor den af faldet. Men hans seneste album, der tager prisen for en af de federe titler på en hiphop-udgivelse, er alligevel en lidt spøjs størrelse. For det er bestemt ikke klassisk politisk rap, der bliver serveret. Fra åbneren ‘Trapped in Prison’ står det klart, at trods et søvnigt swagger-flow og en mildest talt spartansk beatkollektion, er der mere i Lil B, end førsteindtrykket uundgåeligt lægger op til.

»You never lost before you ever won / I never won, I’m still hungry and forever young / My soul hurt but I still move on«. Muligvis banalt, men balancen imellem hudløs selverkendelse, Gajol-æske-filosofi og en underspillet fandenivoldskhed giver den lidt enfoldige lyrik både charme og en temmelig uplacerbar originalitet, som passer perfekt til de demoagtige produktioner.

Lil B har på sin egen lidt besynderlige måde masser af den street-cred, som mange af hans hiphop-rivaler i dag har fjernet sig så åbenlyst fra, trods talrige forsikringer om det modsatte. Og trods sine svagheder og lidt søgte dybsindighed er albummet et bevis på, hvor rumlig og kuriøs hiphoppen stadig kan være.