Tinariwen

Malinesiske Tinariwen besidder alletiders mest sympati-opvækkende baggrund. Grundlægger Ibrahim Ag Alhabib overværede som 4-årig sin fars henrettelse under en revolte blandt det nomadiske tuareg-mindretal, han tilhører. De fleste af ørkenblues-kollektivets medlemmer er eks-soldater og rebeller, hvoraf nogle endda har kæmpet under Moammar Gaddafis kommando i Libyen.

Det er 30 år siden bandets oprindelse i en militær træningslejr, men strabadserne sidder stadig hørbart i knoglerne på overleverne. Tinariwens enkle, guitardrevne musik bugter sig monotont afsted som puklerne på en kamel på vej gennem sandet, eller små bølgetoppe ned ad Niger-floden.

Det kan synes svært at introducere variation og nye elementer, når netop endeløs repetition er ens kæphest. Tinariwen løser paradokset ved på femte album at slukke for strømmen og gå rent akustisk til værks samt at invitere en håndfuld gæster til deres nomadeblues-taffel.

Det fungerer. Der er en helt anden mildhed over guitarnørklerierne nu, og selvom superguitaristen Nels Cline fra Wilco falder pinligt igennem med sit uhørlige bidrag til ‘Imidiwan Ma Tennam’, opvejes det af TV on the Radio-sangerne Tunde Adebimpe samt Kyp Malones vestlige, sjælfulde vinkel på tuaregernes verden og Dirty Dozen Brass Bands respektfulde, men pondus-injicerende blæserflader på ‘Ya Messinagh’.

Ordet ‘imidiwan’, eller, som Tinariwen gennem forrige albums titel lærte os oversættelsen af: ‘ledsager’, optræder igen og igen i lyrikken. Og selvom tamashek-sproget ellers er så fremmed og eksotisk for vestlige ører, som var Tinariwen i virkeligheden rumvæsner på visit, taler længslen og deres meditative melankoli et universalsprog, som kan få hjerter til at værke uanset nationalitet.