Sebastian Lind

Sebastian Lind formår på sit andet album at formidle smerte og fortvivlelse oprigtigt og rørende. Med ganske få virkemidler opbygger han et svævende og porcelænskrøbeligt lydunivers, der hele tiden balancerer imellem kontrolleret pænhed og ustyrligt raseri. I dette uforudsigelige farvand af letbenede guitarfigurer, over rå synthflader og apokalyptiske korarrangementer er Sebastian Linds vokal fyrtårnet, der guider lytteren sikkert i land.

Og han synger virkelig hjertet og smerten helt ud. Flere gange med så store udsving, at han på få sekunder kan gå fra det intime til det teatralske, uden at det på nogen måder virker opsat eller overspillet – meget lig forbilledet Jeff Buckley, hvis genfærd synes at være tilstede et sted ude i rumklangen.

Sebastian Lind mestrer sine musikalske fortællinger. Man ved aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet. Som når den spartanske og vinterkuldehyggelige ‘I Can Sleep’ udvikler sig fra stille akustisk popballade til dræbende ond 90’er-dance. Eller et når han på ‘Choose Love’ inviterer korsang ind af bagdøren i endnu et musikalsk surprise party med medfølgende percussion og stjerneklar, minimalistisk powertabbing solo.

Det er dog ikke ren cirkus og spillopper over de kun syv skæringer. Titelnummeret er en skrøbelig og medrivende sag, hvor et himmelstræbende klaveranslag kombineres med skønsang og forløses af endnu en storslået guitarudgang.