Walls

‘Coracle’ er lækkert sart og indadvendt som en gyldent blæsende efterårsdag, hvor man laver kastanjedyr med sin nevø og drikker te i køkkenet. Der er sprøde klokkespil, ømfindtlige ordløse vokaler og melankolske synthakkorder. Rytmerne er simple, guitarstøjen mild og melodierne tilbagetrukne. Der hersker på én gang en hjemlig og rejselysten stemning. Som når man får læst et eventyr højt, mens man ligger i sin egen seng.

Mange fine detaljer er med til at skabe intimitet på albummet. En smuk fjern trompet og en pludselig akustisk guitar i slutningen af ‘Vacant’. Eller knitren helt fremme i lyden, der vækker minder om Björks ‘Vespertine’. Vokalerne med deres ordløse, stemmetro klang lyder i øvrigt, som stemmer Björk brugte på ‘Medúlla’. Men især læner albummet sig op af den varme house, som den er blevet produceret af Pantha du Prince (klokkerne, den tætte lyd) eller Gold Panda (varmen, den japanske melodi på ‘Heat Haze’). ‘Coracle’ er dog endnu mere tilbagelænet, og relationen til chillwave er svær at overse.

Muligvis føles musikken ikke enormt ny. Men den føles berettiget. Enkelte steder virker den måske lidt for chilleren – når det ambiente får lov at fylde for meget. Men man tilgiver den, fordi den kommer så perfekt til efteråret. Som jo handler om at finde håbet i et kastanjedyr.