Active Child

Hvis nogen tidligere brugte udtrykket ‘så englene synger’, har det ikke ligefrem været noget, jeg har associeret med det ypperste. Det var før, jeg hørte Active Childs debutalbum. Hans storladne r’n’b-forkyndelser er i hvert fald sådan, som englene nu synger i min fortolkning af himlen. En himmel hvor man bare daser på en sky, mens Pat Grossis blide falset og produktioner, der på én gang er massive og fjerlette, fylder alt andet omkring én.

Men det bliver nok noget med at vippe med den ene fod, for selv om tempoet er langt under dansegulvsniveau, så skubber den fyldige bas hele tiden musikken fremad. Den danner samtidig den nødvendige modpol til Grossis falset og harpespillet, der stræber mod de højere luftlag. Harpen er også med til at gøre lyden til Grossis egen. For ellers er sammenligninger med How To Dress Well og James Blake flere gange lige for, hvilket han heller ikke skjuler, når han hiver førstnævnte ind på den uimodståelige single ‘Playing House’.

Grossi er dog på mange måder mere klar i spyttet. Så selv om albummet absolut lægger sig i slipstrømmen af de nye, dystre og slæbende r’n’b-fortolkninger, så er det i et mere samlet værk med en umiskendelig signaturlyd. Og selv om netop den lyd også truer med at blive en søvndøsende anke, så formår Grossi at holde os fænget med lag af detaljer.

Og så er albummets åbningsfirkløver ganske enkelt eminent.