Anna Calvi – overbevisende secondhand-soundtrack
Som hun står i blodrød skjorte og læbestift med en langhalset Telecaster over skulderen, må Anna Calvi være enhver mandlig, sortskjortet, læderbestøvlet rockists hedeste drøm. Hun kan sin musikhistorie, det kan man høre, og hun har både ‘kant’ og ‘nerve’. Og så motherfucking spiller hun på den guitar! Hurtigt, støjende og uden så meget, ja undskyld, dillerdaller.
Hun sammenlignes med PJ Harvey og Patti Smith af fantasiløse skribenter (og Brian Eno), for hvem det mest bemærkelsesværdige ved Calvi er, at hun kan spille rock, der lyder så ægte – uden at have klunker. Men med undtagelse af måske ‘The Devil’ lyder Calvi ikke som PJ – og slet ikke som Patti. Hun spiller langt mere på en filmisk stemning, man også får med Tindersticks.
I Lille Vega lørdag var Anna Calvi ekstremt tight bakket op af et makkerpar på trommer, percussion, harmonium med mere, der som det letteste i verden kunne ligge og hviske i gulvtæppet for sekundet efter at brede sig helt ud i stadionstor rock Bruce Springsteen-style. Smukkest i en rå udgave af ‘Love Won’t Be Leaving’.
Lyden var bombastisk, men gav plads til at lade guitaren og stemmen vibrere med hinanden i et ekko af både chanson og Jeff Buckley. Men Calvis gotiske mørke er ikke skrøbeligt. Når hendes kontrollerede facade i et kort øjeblik krakelerede, fik man et glimt ikke af en usikker, men af en blufærdig sangerinde, der rødmer, når publikum hujer af en saftig tekstbid. Facaden holdt Calvi heldigvis stort set intakt, så de mentale billeder af Twin Peaks og Morricone-westerns, som hendes nærmest vulgære brug af tremolo kalder frem, ikke blev forstyrret.
Af en kunstner, der kun har udgivet ét album, virker Anna Calvi forbløffende sikker på, hvor hun vil have os hen. Hun genbruger skamløst, men hun gør det så overbevisende og ukonventionelt, at man glemmer, at hun ikke selv har fundet på det hele.
