Blink-182
Blink-182s tilbagevenden er ærgerligt nyt for den calipunk-bandsump, der ovenpå exitten midt i sidste årti stortrivedes, men godt for fans, som næppe har været tilfredse med plagiatør-pøblen, der iført halv røv og hjerne stjal billedet, eller moderband-medlemmernes pauseklovneri i +44 og Angels & Airwaves for den sags skyld.
Det selvproducerede comebacks stjerne er Travis Barker. Selvom han nærmest kyssede døden, da han i 2008 skvattede ned i en Learjet – en ulykke hvorfra han nu er eneste tilbageværende overlever – lyder hans trommespil mere vitalt og opfindsomt end nogensinde. Han slår knuder på sig selv bag tønderne og cementerer statusen som genrens fremmeste rytmist eftertrykkeligt. Mark Hoppus og Tom DeLonges vokaler er teflonbelagte med autotune-smoothness og de fleste indehavere af albummet i deluxe-versionen vil længes ubændigt efter at skråle nanana-omkvædet fra klassikeren ‘All the Small Things’ i røven af refrænet til ekstranummeret ‘Even If She Falls’ – så enslydende er de.
Den pik-og-patter-humor, som drev deres tidlige udspil, mangler tillige. Er der nogen, som kan slippe fra sådanne curveballs med intakte, smørrede grin på læberne, så er det Blink-182. Kongerne af uforpligtende, stadion-svulstig pop-punk falder forudsigeligt kun igennem, når de tager sig selv lidt for alvorligt, i rynkerne af ‘Heart’s All Gone’ og lukkeren ‘Love is Dangerous’s bryn eller i ‘Up All Night’s kollaps under Barkers utallige temposkift og andre åndssvage progrock-krumspring. Man bør istedet glæde sig over bredsiden ‘Wishing Well’, ‘Kaleidoscope’, ‘This Is Home’ og ‘MH 4.18.2011’ – alle gode gange fire uforfalsket og -tyndet catchiness i tykke tove.