High Places

High Places kom frem i 2008 som endnu en hjemmeproducerende, artpoppet dreng/pige-duo fra Brooklyn, der var så mange af, at man kunne tapetsere et Cheap Monday-overskudslager med dem. Pitchfork bar ved til hypen og belønnede debutalbummet med en fed 8’er. Og det var sådan set fortjent, for Rob Barber og Mary Pearsons to første album var både charmerende og beundringsværdigt forskellige.

Tredje udspil fra duoen, der i mellemtiden er flyttet til Los Angeles, tager endnu et skridt væk fra udgangspunktet og er mindre global i sine rytmer og mindre håndspillet i sin instrumentering. Sangene kommer emballeret i en koldere electronica, der trækker på minimal techno, Chicago house og søvnig drum’n’bass, og som på pladens stærkeste track ‘Morning Ritual’ lyder beslægtet med Burial.

Lydbilledet bliver udnyttet godt og detaljerigt, men en følelse af distance har indtaget High Places. Både overfor lytteren og internt i duoen, der lyder som om, de ikke kan finde hinanden i al ekkoet og rumklangen. Mary Pearson har cirka samme spændvidde i stemmen som fejltonen til et ugyldigt telefonnummer. Og fred være med det, det har hun tidligere fået spændende ting ud af. Men her synger hun oftest så lidenskabsløst, at det er svært at holde koncentrationen og lytte efter. Og det er et problem, for beatene er for subtile til at stå alene. På de gode ’Sonora’ og ’Dry Lake’ har hun ideer, men generelt kommer melodierne snarere til at lede lytteren væk fra musikken end ind i den.