Noel Gallagher

Rent musikalsk må det på mange måder være en musikalsk befrielse for Noel Gallagher at være på egen hånd. Ikke mere millimeterdemokrati om sangskrivningen med brormand, og frem for alt slipper han i nogen grad for de evindelige sammenligninger med de enorme 90’er-successer ‘Definitely Maybe’ og ‘What’s the Story Morninig Glory’.

På sin første soloplade lyder Noel Gallagher da også som en sangskriver, der hviler i sig selv. I stedet for at gå efter et bombastisk mesterværk, som på nogle af de senere og mindre vellykkede Oasis-plader, er her masser af velfriserede popsange med klædelig Wall of Sound-produktion som ‘If I Had a Gun’ og ‘I Wanna live in a dream’.

Det er Noel Classic og måske en anelse trivielt, men mandens evne til at skrive Beatles-inspirerede omkvæd fornægter sig ikke. En kærkommen overraskelse er den Kasabian-agtige ‘What a Life’, der med sit medrivende piano-tema giver et afbræk fra den nogle gange lidt trættende akustiske guitar, der oftest er udgangspunktet for Noel Gallagher. ‘The Death of You and Me’ har lidt New Orleans-blæsere og minder meget om Oasis-singlen ‘The Importance of Being Idle’ og afslutningen på ‘Stop the Clocks’ bærer en smule præg af hans gamle forkærlighed for psych-rock, men generelt har pladen et meget modent og konventionelt udtryk.

Det klæder Noel Gallagher at stå på egen hånd, og man fornemmer helt klart ambitionerne i både sangskrivning og arrangementerne, men man savner i den grad noget flabethed og måske endda lidt flere stadion-øjeblikke – man ved, at han er leveringsdygtig i dem.