»Der er ikke noget på vores nye album, jeg skammer mig over«, siger Robin Pecknold. Mød den ydmyge Fleet Foxes-frontmand, der på torsdag giver koncert i Falconer Salen, og som stadig bliver skuffet, når folk skriver dårligt om hans band på nettet.
»Det er sundt at tvivle på sig selv. Det kan det være med til at opbygge ens selvtillid, at man anerkender sine fejl og mangler«.
Lyder det som en ung, succesfuld rockstjerne, der taler. Ikke helt, vel? Men det er sådan, han siger, 24-årige Robin Pecknold, forsanger og sangskriver i Fleet Foxes, da jeg møder ham på et konferenceværelse på et hotel i London. Værelset hedder sjovt nok Fleet River Room og dufter præcis sådan, da jeg træder ind. Af flodbred, grantræer og natur. Og ved nærmere eftertanke lidt af hestestald.
Det er lige, så det kradser i næsen, og det er først, da jeg hilser på Pecknold, at det går op for mig, at duften kommer fra hans slidte, mørkegrønne olieskindsjakke af mærket Barbour. Et mærke som normalt foretrækkes af jægere, fiskere og godsejere, men som inden for de sidste par år er blevet populært hos, ja – gæt selv – hipstere. Hvilket rent faktisk er lige, hvad Pecknold ligner, som han sidder der med fuldskæg, blå tophue, jordfarvede bukser, tyk striksweater og læderstøvler af brunt, blødt læder. En mellemting mellem en jæger, der sover under åben himmel og skyder sin egen mad, og en hipster der drikker sin økologiske urtete på den cooleste café i Seattle.
I det hele taget er der noget modsætningsfyldt ved at sidde over for manden bag et af de bedst
sælgende og mest stilskabende debutalbum indenfor den alternative folkrock de seneste tre år, og så høre ham udtale sig så ydmygt om sig selv og sin musik. Det giver ikke rigtig nogen mening. Lidt begejstring ville derimod være forståeligt.
Da jeg påpeger det over for ham, er han stille i lang tid. I 15 sekunder sidder han og leder efter ordene. »Det er kompliceret…«, sukker han og holder endnu en pause, før han endelig siger:
»Jeg er den type, der ignorerer de ti søde ting, folk siger til mig, og i stedet fokuserer på den ene dårlige ting, de også siger«.
»Hvorfor kalder de mig en hippie-weirdo?«
Da Seattle-bandet anført af den dengang kun 21-årige Robin Pecknold tilbage i 2008 udgav det selvbetitlede debutalbum, var det svært at finde kritikere af bandet. Både anmeldere og publikum forelskede sig hovedkulds i Fleet Foxes’ luftige vokalharmonier og ubesværede folkpop, der ikke gjorde det sværere, end det var. En akustisk guitar, en indforstået tekst om et egern eller den kølige bjergluft, og succesen var hjemme. Arven fra amerikanske grupper som Simon & Garfunkel og Crosby, Stills, Nash & Young var tydelig, men Fleet Foxes besad samtidig en uskyld og en enkelthed, som var helt deres egen. Albummet solgte til guld i England (mere end 100.000) og over 200.000 eksemplarer i hjemlandet.
Men den pludselige opmærksomhed, som efterfølgende skyllede ind over det unge band, var hård, fortæller Pecknold. Særligt var det underligt, at helt fremmede mennesker pludselig havde en mening om bandet. Nettet flød over med rosende ord. Men engang imellem også det modsatte.
»Det var et chok. Fremmede folk skrev, at vi var nogle mærkelige hippier. Det gjorde mig i virkelig dårligt humør. Det kan være meget desorienterende at få opmærksomhed på nettet. Der er pludselig 100 fremmede mennesker, der har en mening om dig, og man sidder selv og læser om det helt frivilligt«.
Læser du stadig, hvad folk skriver om jer på nettet?
»Ja. Og hver gang nogen kalder os hippie-weirdos, bliver jeg skuffet«, siger Pecknold.
En blanding af held og hårdt arbejde
I modsætning til debutalbummet, der blev optaget i de forskellige bandmedlemmers lejligheder og i Pecknolds forældres kælder, er det nye album ‘Helplessness Blues’ blevet til i et rigtigt studie. Det er der råd til nu, hvor bandet er blevet et etableret navn. Men succesen har også betydet, at forventningerne til bandet er steget.
»Selvfølgelig tænker vi over, hvad folk forventer af os«, siger Pecknold. »Men det kan være enormt hårdt og kvælende, hvis man bare forsøger at lave noget, der lever op til, hvad andre forventer. Jeg vil hellere lave noget, der lever op til mine egne forventninger«.
Hvordan har du det med den hype, der omgiver bandet?
»Det hele er så underligt. Der er så mange faktorer i spil, når et band får omtale. Der er masser af talentfulde bands, som aldrig bliver opdaget«.
Men det kan vel ikke være et tilfælde, at I er blevet så store?
»Stuff happens. Dårlige bands er populære. Vi har været heldige og arbejdet hårdt, men sådan noget med, hvor mange album vi sælger, er ikke noget, vi går op i. Og det er helt sikkert ikke noget, vi lader os påvirke af i den kreative proces«.
Hvorfor er du så ydmyg? Normalt er kunstnere overbeviste om, at det, de har lavet, er det bedste nogensinde.
»Seriøst? Hm, jeg ved ikke… Jeg tror ikke nødvendigvis, det er en god ting at være glad og tilfreds med det, man laver. Faktisk tror jeg, at det kan være direkte skadeligt. Der er masser af ting, jeg har lyst til at ændre og forbedre på vores nye album. Det var der også på vores gamle album. Men man bliver nødt til at give slip på et tidspunkt. Og enten sidder man og fifler med det for evigt og udgiver aldrig noget – hvilket ville være fint med mig – eller også giver man slip og siger »Okay, det er her, vi er i vores karriere. Nu udgiver vi det««.
Hvad synes du så om albummet?
»Der er ikke noget på vores album, som jeg skammer mig over«, siger han, inden han alligevel med et lille smil tilføjer: »Og jeg vil jo også godt have, at folk får lov til at høre nogle af de her sange«.