The Horrors – London kaldte endelig igen
Berlin er det nye London, men The Horrors og deres lillebror-band, S.C.U.M., illustrerede på fornemste vis at der, udover bas-scenen, stadig er musikalsk relevans at spore i den engelske hovedstad. Efter en fin opvisning i gotisk postpunk fra S.C.U.M. gik The Horrors på og leverede et potent sæt, der hele vejen igennem var præget af exceptionelt god lyd.
Man kunne godt mærke, at deres professionelle setup er gearet til noget større spillesteder end Loppen, hjemme i England. Specielt andet nummer, den indtrængende ‘Who Can Say’, viste bandets potentiale med sin Bauhaus/Joy Division-agtige længsel. The Horrors kan både være eyeliner-dystre og syre igennem som Primal Scream på en god dag som i den hallucinerende ‘Mirros Image’.
Læs interview: The Horrors: »Kald os realistiske, kosmiske kamæleoner«
Både den ranglede forsanger Faris Badwan og de andre ligner, og er, umiskendeligt sådan nogle overklasse-bohemer fra St. Martins College, som Jarvis Cocker sang om på ‘Common People’, men for fanden, hvor kan de blæse en velkonstrueret mur af guitar og synth afsted.
Sætlisten var cirka ligeligt fordelt mellem andet album ‘Primary Colours’ og det nye ‘Skying’, hvor fra hittet ‘Still Life’ med det monumentale omkvæd gik rent ind. Tre ekstranumre, inklusive en omgang smukt skurrende distortion, fik vi, inden The Horrors sagde tak for denne gang. Hvis der er noget, der hedder gotisk art-school postpunk, havde vi lige mødt kongerne.
