Papir

Har meningen med Papirs andet album været at smide den danske kraut-trio med det ellers så beskedne navn på landkortet, er missionen lykkes. Godt og grundigt endda, for disse seks dagbogsagtigt betitlede numre fordelt over næsten 80 minutter er et værk i en mastodontisk skala af den slags, man forestiller sig nærmest ville være synlig fra månen.

Om det er Causa Sui-medlemmet, produceren og El Paraiso-labelbagmanden Jonas Munks fortjeneste, ved jeg ikke, men ‘Stundum’ er et løsere, mere utøjlet, organisk og psych-rocket udspil end sidste års fremragende, men mere stramme og beherskede debut. Det er et fascinerende lyt – disse vildtvoksende, instrumentale babelstårne, der bare får lov at spille sig høje, ranke og viltre henover fire massive, fritløbende, kilometerlange jams – albummets grundpiller og hovedattraktion.

Ligeledes imponerende er det, at det hele er indspillet live i studiet med ganske få overdubs. En boblende kaffemaskine gæster for eksempel midterstykket på albummets kronjuvel – den næsten 20 minutter lange ‘Monday’. Trods værkets anselige omfang, er der nærmest kun unævneværdige stunder, hvor man tør efterlyse lidt udlugning i det psykedeliske bed. ‘Sunday #1’ virker en kende for jazzet og uforløst i forhold til resten, men optager heldigvis under ti procent af den samlede spilletid.

‘Stundum’ er ikke for alle, og vil ej heller med et trylleslag omvende hobe af folk til udknaldet spacerock, men albummets stålsatte kompromisløshed bør fejres. Vi mangler en instans, der kan udråbe Papir til kongelige riddere af det hellige groove, den gyldne improvisation og den bevidsthedsudvidende seje solo. Det er fortjent.