Lana Del Rey

Efter et halvt år med lige dele begejstring over den fænomenale single ’Video Games’ og efterfølgende ophedet diskussion om autenticitet, collagen-læber og tvivlsomme tv-optrædener er Lana del Reys debut omsider landet. Et album der på mange måder lever i et grænseland mellem det alternative og mainstreamen og forsøger at udviske nogle af de tidligere så skarpe kulturelle skel.

For på den ene side er der på ’Born to Die’ ingen tvivl om, at Lana Del Rey er en kommerciel popartist, som sigter efter både stjernestatus og glamour. Albummet er pakket med store melodramatiske popsange med strygere, elektroniske hiphop-beats og Lana Del Reys på én gang dybe og skrøbelige diva i centrum.

Læs også: Guide – Hele historien om Lana Del Rey i 10 trin

På den anden side er hendes univers badet i et nostalgisk spil af retro-referencer – en tilgang, som de sidste par år har været indiekulturens helt store modus operandi. David Lynchs 50’er-inspiration lurer diskret i kulissen på ’Million Dollar Man’ og ’Blue Jeans’, hvor Lana forelsker sig i en gut der ligner James Dean. Og på ’This Is What Makes Us Girls’ drikker hun sig mod til i den amerikanske hipster-pilsner Pabst Blue Ribbon.

Det, der får hende til at skille sig ud fra sine popsøstre, er desværre også samtidig det, der efterlader en bismag af en lidt for kalkuleret popstarlet i denne anmelders bog. Spørgsmålet er, hvad der ville være tilbage uden alle referencerne? En rimelig ordinær popplade.